Digt (et nyt netværk)

et nyt netværk danser bag mine øjenlåg
lysende rødt og skarpt kantet
jeg iagttager det fra mit flydende punkt
linjer fragmenteres og samles
igen felter
der ikke før var forbundne
forbindes

en kugle af lys
brænder sig ned i håndfladen
mørkt stof eksploderer til alle sider
vi fordamper i horisonten

det ender eller
fortsætter forcerer
hegn og mure standser
i et magnetfelt:

puls plasma
aurora diagram

neon lava
salt sten

rød sort
evighed

 

Susanne Layla Petersen 2018

 

Digt (så blev man sin egen skygge)

så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve
 
et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én
 
rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest
 
projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet

 

Susanne Layla Petersen, 2018

Denne morgen

denne morgen
har nogen lagt et stykke brød foran min dør
ved siden af, en bunke hvide knogler
som jeg samler og tager med ind

Erindringens landskab: en grøn plæne om efteråret
                                                  dækket af visne blade
                                                  om vinteren dækket af sne
                                                  en rose, et træ

jeg lægger knoglerne i et mønster
ryghvirvlerne stabler jeg
til de når loftet
hvirvel
diskus
hvirvel
diskus

vinge

vinge

 

Susanne Layla Petersen, 2018