Digt (så blev man sin egen skygge)

så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve
 
et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én
 
rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest
 
projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet

 

Susanne Layla Petersen, 2018

Denne morgen

denne morgen
har nogen lagt et stykke brød foran min dør
ved siden af, en bunke hvide knogler
som jeg samler og tager med ind

Erindringens landskab: en grøn plæne om efteråret
                                                  dækket af visne blade
                                                  om vinteren dækket af sne
                                                  en rose, et træ

jeg lægger knoglerne i et mønster
ryghvirvlerne stabler jeg
til de når loftet
hvirvel
diskus
hvirvel
diskus

vinge

vinge

 

Susanne Layla Petersen, 2018

Digt (der er to veje gennem labyrinten)

der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder

du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske

oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen

Susanne Layla Petersen 2017

Som en fremmed

som en fremmed går jeg blandt mennesker
gennem jungler og flygtningelejre
gennem lufthavne og byer
skårene fra hændelser jeg ikke længere husker
lægger sig på alt hvad jeg ser

hvad er du
som du står der
mellem afgrunden og skriften
i dit grå tøj og med dit rolige blik,
en ukendt faktor, hjertets rytme,
let kaotisk

jeg samler skårene og
lægger dem i orden 
du spejler dig i dem

Susanne Layla Petersen 2017